Brug af die som stempel

 

Her har jeg lavet et af de mere triste kort, men teksten kan jo sagtens ændres. Det vigtigste denne gang er egentlig teknikken, som gør, at du kan bruge dine dies til endnu flere ting. Og jeg er vild med at tingene kan anvendes på forskellige måder og med forskelligt udtryk. Denne teknik kan anvendes med et hav af dies, så det er kun fantasien som sætter grænser. 


Stempel af die
Først skæres dien ud i et almindeligt foam ark. Jeg brugte to forskellige dies fra Gummiapan: Olivgren og Kvist med oliver. De fungerer nu som "stempler". Jeg klistrede Tack-it på bagsiden, så de kunne hæfte til mit stempelværktøj uden at efterlade spor. Jeg bruger i øvrigt også Tack-it på mine Gummiapan stempler. Det fungerer superfint. Lad dem endelig ligge og tørre indtil limen ikke længere hænger fast på dine fingre. (Tja, sådan tester jeg det altså).


Karton
Kartonen blev skåret til:
Hvid Neenah     8,5 x 8,5 cm
Lilla                   8,5 x 8,5 cm
Kraft                 10 x 14,3 cm
Olivengrøn        10,2 x 14,5 cm
Lilla kortbase    10,5 x 14,8 cm 

Motiv
Da jeg valgte et motiv (olivengrenen med oliven på), som jeg synes ser bedst ud med to farver, har jeg valgt at farvelægge stemplerne med vandbaseret tusch i stedet for at bruge en sværtepude. Denne gang brugte jeg vandbaserede tuscher fra mine gemmer, men ofte bruger jeg farve fra mine sværtepuder, som jeg trykker ud på en glasplade og samler op med en vandpensel. Det fungerer præcis lige så godt. Farverne er mørk lilla/aubergine og olivengrøn.

Jeg lagde et stykke hvid Neenah (8,5 x 8,5 cm) i mit stempelværktøj, og placerede foam-stemplet, som jeg ville have det. Jeg farvelagde stemplet - og stemplede. Jeg gentog processen. Stemplet blev flyttet og processen gentaget med ny placering.



For at give lidt dybde, stemplede jeg desuden forskudt i en "kraft" farve (eks. Memento Dew Drop Coffee Crunch). Her brugte jeg sværtepuden, da der kun var én farve.

Mens jeg havde gang i "kraft" sværten, stemplede jeg en masse grene på den kraft-farvede karton (10 x 14,3 cm). Gav en rigtig fin baggrundseffekt.



Jeg stemplede en hilsen på - her valgte jeg "Tanker i en svær tid", som er fra et sæt fra Simple & Basic. Kortet her kunne dog sagtens fungere ved mange andre lejligheder. 

Kanterne blev sværtet med en duppesvamp.



Lilla panel
Kanterne på det lille panel (8,5 x 8,5 cm) blev sværtet med samme dubbesvamp.



Saml kortet
Det olivengrønne panel blev limet på den lilla kortbase. Derefter limede jeg den kraft-farvede bagrund (med stemplede blade) ovenpå.
Det lille panel blev sat på skrå. 
Og så kom der bånd på. Det er sørme længe siden jeg sidst har brugt bånd, men jeg syntes at det passede her. Jeg havde noget gammelt grosgrain bånd liggende, som passede fint i farven, så det brugte jeg. Bemærk at det er sat på inden motivet blev limet på.
Og så kom motivet på.

Dekoration
For at give et ekstra pift, satte jeg nogle klare enamel dots på.



Det var et bud på, hvordan du kan få mere ud af dine materialer. Håber det gav lidt inspiration.



Mange kreative hilsner
/Marianne, kreativt team

Kommentarer